"ARION" sang for Prinsen til åbning af "Industrikulturens år 2007"

Per / onsdag, februar 07, 2007

Sangkoret ”ARION”, Hjørring, har været til åbningen af ”Industrikulturens År”. Den fandt sted 25. januar 2007 i Dieselhouse på H.C. Ørstedværket i København - en kæmpemæssig maskinhal med verdens største dieselmotorer fra 1932, produceret på Burmeister & Wain - B&W - et af de stærke symboler i dansk industrikultur. I dag er Dieselhouse omdannet til museum.

Rygende skorstene, brølende maskiner og rå fabrikslokaler. Svedige mænd i kedeldragter, samlebånd, stempelure og ugeløn i gule konvolutter. Strejker, demonstrationer og arbejdsmarkedskampe. Fremskridtstro, vækstfilosofi og rationel effektivitet.Industriens samfund er vores nære fortid, og den vækker blandede følelser. 150 år med industrialisering har formet det danske landskab, vores samfund og vores måde at tænke på. Alligevel taler vi om Danmark som landbrugsland.Det skal der nu gøres noget ved. Industrikulturen skal rykkes frem i vores mentale bevidsthed. Derfor har Kulturarvstyrelsen udnævnt 2007 til Industrikulturens År. Den nære fortid skal graves frem i lyset.

Sangkoret ”ARION”, der er stiftet i 1898, var engageret til at synge klassiske arbejdersange i ca. en halv time, startende et kvarter før den officielle åbning. De 28 sangere blev placeret på den store maskine og fra dette ophøjede stade sang vi ud over de 300 inviterede gæster.




Efter ”ARION”s sang var der åbningstaler, der blev holdt af Cecilia Loftager Larsen - Dansk Metal, Kulturminister Brian Mikkelsen, Hans Skov Christensen - Dansk Industri, og Prins Joachim, der også er protektor for de mange arrangementer under Industrikulturens År. Som markering af starten på Industrikulturens år skulle Prins Joachim ikke klippe en snor over denne gang, men til gengæld starte den store dieselmotor, som fik lov at køre i nogle minutter. Prinsen gav sig god tid og blev i Dieselhouse under hele Åbningseventen.Efter den officielle åbning blev der budt på specialbrygget øl fra FUR Bryghus og Nørrebro Bryghus samt pølser og der var rundvisning i museets udstillinger.


Koret fik invitationen i efteråret 2006, hvor Korleder Kjeld Andersen blev kontaktet af Nationalmuseet, der er sekretariat for ”Industrikulturens år”. De havde hørt om os fra ”Arbejdermuseet” i København, hvor vi tidligere i 2006 havde givet koncert. Vi sagde straks ”JA” til at komme til København og repertoiret blev aftalt til at være ”Snart dages det brødre” med tekst af U. P. Overby, ”Internationale” af A. Seytes, ” Når jeg ser et rødt flag smælde” , ”Danmark for folket” og ”Det sværeste” alle af Oskar Hansen, ”Fremad kammerater” af A. C. Poulsen/Oskar Gyldmark, ”Kaimos” af Mikis Theodorakis og ”Hører du nogen kalde” af Carl Scharnbeerg/Ole Bonde.
Hvor ”ARION” sang sange fra industriens æra, spillede orkesteret ”Mind Trap” et til lejligheden komponeret elektronisk musiknummer ”Machine music”.
For Sangkoret ”ARION” var det en fantastisk ting at være med til, nok den største opgave koret har haft i sin lange historie.

Koret, der var i bus til København, kørte hjem næste dag, men inden hjemrejsen fik koret lejlighed til at komme på besøg i den nye DR-BYEN i Ørestad. Korleder Kjeld Andersen’s søn Lars, der er kommunikationskonsulent hos DR , havde arrangeret en rundvisning for koret , så vi fik lov til at komme ind bagved og se steder som besøgende normalt ikke har adgang til.

En fantastisk og begivenhedsrig tur.Læs mere om åbningen af industrikulturens År på:

Etiketter:


Sangkoret Arion, Hjørring.